Blomsterfesten

 

Søndagens blomsterfest begyndte som et socialt arrangement for byens ældre. Da Rosin efter 1859 fik sat børnefugleskydningen i system, brugte man op til 14 dage til at “øve” sig i - ikke som nu i skoven, men på marchture til omegnen så som Magleby og Tranderup.

 

Om søndagen holdtes så general exercits i Lystskoven med væddeløb, opsendelse af ballon og fyrværkeri kl. 21 (beskrivelse fra 1872). Fugleskydningen fandt så sted den følgende tirsdag. General exercitsen fortsatte som en samlende folkefest op i næste århundrede, men i 1911 fik bagermester Th. Poulsen den íde at indføre blomsterfesten samme dag. I forhandlingsprotokollen 1911 står at læse: “ - og i år solgtes for første gang blomsterbuketter til fordel for de gamles køretur.”

Ideen var, at der ved børnenes fest blev indsamlet penge, så også de gamle fik en festlig dag. Allerede året efter blev der taget billede af udflugtens deltagere.

 

Dengang foregik turen i hestevogne i den nærmeste omegn og sluttede i Lystskoven, hvor der blev serveret kaffe og chokolade.

Fra 1938, hvor sønnen Hans Poulsen var formand for komiteen, har vi en kort beskrivelse af turen.

 

Torsdag d. 4. august afholdtes De gamles Køretur, som i Aar gik til Storestrømsbroen. Bilerne startede kl. 1 fra Banegaarden, og Kaffen blev drukket i Kirkeskovspavillonen i Vordingborg. Derfra kørtes til Skælskør Lystskov, hvor der var dækket op med Smørrebrød, Øl og Sodavand. Der taltes af forskellige, og vi sluttede med ½ Times Dans, og det morede de gamle mægtigt. Bryggeren havde givet Øl og Sodavand, Byen 100 Kr. til Smørrebrød, og Banken havde lovet at dække Underskudet, saa vi kunne byde paa det flotte Arrangement.
 

Der var stor Glæde og Tilfredshed med Turen.
 

Hans Poulsen

 

Vi ved, at blomstersalget dette år indbragte 155,92 kr.

 

I forbindelse med kommunesammenlægningen blev turen 1966 den sidste, komiteen arrangerede. Den gik til Parnas i 57 private biler stillet til rådighed af ejerne. Formand for kortegen gennem 19 år var røgeriejer Grube Hansen, der havde været med ialt i 34 år. Ved kaffen sagde Hans Poulsen bl.a.: “Det er med vemod, vi fra komiteens side må konstatere, at udviklingen er løbet fra den form, vi har lavet disse udflugter under. Det er ikke jer, men os i komiteen, der bliver snydt. Det er os, der er med for sidste gang,”

 

Blomsterbuketterne

Vi sælger stadig blomsterbuketter, selv om det somme tider kniber med at få nogle til at sælge dem.

Blomsterbindere i Hans Poulsens gård 1938

 

Søndag formiddag sidder en gruppe damer og binder de små buketter. De fleste af blomsterne får vi af private, som kommer med dem i kurve og spande. Vi binder 7-800 buketter alt efter, hvor mange blomster der er, men vi har før været oppe på over 1500 - og fået dem solgt.

Hos Hostrup 1999

En meget lille blomsterbinder...

...der 11 år efter er rykket op blandt de voksne på Marianne og Torstens overdækkede terresse

De pyntede kurve klar til at blive solgt 

 

Når de er bundet, skal der sættes sølvpapir om, og så bliver det arrangeret i kurve, så blomstersælgerne om eftermiddagen kan gå med dem.

Tanja sælger blomster

Blomstervogne

Foruden salget af blomsterbuketter blev det efterhånden også skik, at optoget denne dag førtes an af blomsterpyntede vogne med plads til de mindste. I begyndelsen var det naturligvis hestevogne, senere blev det biler. I mange år deltog Harboe og Tuborg med hver sin store ølbil, hvor der virkelig kunne sidde mange børn på bænke inde i bilen.

Ølbil pyntet ti jubilæet i 1972

Et kik ind i vognen med de mange børn, siden blev bilerne mindre, men der blev stadig lagt mange timers arbejde i nogle flotte pyntninger med masser af blomster.

Pyntet bil fra jubilæet 1997 

 

Desværre er denne skik på retur. Ikke så mange vil bruge tid på at pynte en hel bil. Til gengæld er der så andre, der pynter mindre vogne, så vi stadig kan have blomsterpyntede køretøjer forrest i optoget.

© 2020 Skælskør Børnefugleskydning